Carl Bloch:“Skibe under svensk kyst” (1884) og “Vejen i granskoven. Parti fra Hornbækplantagen” (1885)

Valgt af Jean Fischer
Født 1937 i Kastager, Lolland. Kultursociolog.


Hvorfor har du valgt disse værker?
Carl Bloch er en fremragende maler. Hans store Prometeus-billede fra1864 tændte hans stjernekarriere på den danske kunsthimmel, og nogle kaldte ham det største navn i dansk kunst siden Thorvaldsen.
Men omkring 1878 begyndte stjernens styrt i afgrunden. Folkelige og hidtil værdsatte kunstnere faldt i kurs. På Verdensudstillingen i Paris var næsten alle de populære danske malere med. Kritikken gav dem læsterligt klø. Det gjaldt også de tre folkelivsmalere Exner, Vermehren og Dalsgaard. Hidtil beundrede og populære kunstnere blev pludseligt foragtede fjendebilleder. De blev billede på alt det, der blev forbudt i den moderne kunst.
Kunst skulle fremover ikke kunne vurderes af enhver, men af en lille elite. Efterhånden stilledes de populære malere ned i kunstmuseernes kældre, hvor de måtte samle støv i årtier. Men endnu 100 år efter Blochs gennembrud hang der stadig reproduktioner af hans malerier rundt om i de små hjem. Mange husker endnu i dag billedet af den fangne Christian II på Sønderborg slot. I løbet af de sidste 10 år er kunstmuseerne begyndt at hænge de forviste malere op på væggene igen. Det er så småt blevet accepteret at synes om folkelige malere.

Hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Jeg ser frem til at få to grupper billeder taget op fra kælderen og anbragt på væggene. Dels vores imponerende samling af 1980’er malerne, som i 1980’erne søgte at genindføre maleriet, dvs et maleri, der ”lignede”. De italienske 80’er malere kaldtes meget sigende for transavantgarden, hinsides avantgarden. Desuden vores store samling af en anden forvist kunstner, folkelivsmaleren Christen Dalsgaard. Museets flotte Dalsgaard-udstilling 2001 blev af gode grunde en imponerende publikumsrekord.



Hvad synes du om disse værker?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

Aage Øbro: "Mose ved Pedersborg" og Vilhelm Lauritzen: "Broen ved Krebsehuset..."

Valgt af Viggo Rasmussen
Født 1934. Folkepensionist. Uddannet mekaniker. I mange år formand for Dansk Metal i Sorø.

Hvorfor har du valgt disse værker?
Det var på en måde både let og svært at vælge, mulighederne var jo mange. Lysten til alt det fremmede - det man ikke forstår, men som virker spændende - var stor. Dermed var valget svært. Men - som så ofte før i min tilværelse - jeg vælger det sikre. Det jeg i forvejen holder meget af, det jeg kender og bringer mig i godt humør og ikke mindst - malerier som er symboler på, hvorfor jeg bor her på egnen, jeg holder af den og kunne ikke tænke mig at flytte herfra. Her er så mange minder, fra
drengeårene, fra spejdertiden og op gennem ungdomsårene og ligeledes i hele mit voksenliv. Derfor disse to billeder, med geografisk sammenhæng og malet af to “lokale” malere.
Jeg kører stadigvæk ud til Bulbro, den gamle bro over den nu nedlagte Hovedvej 1. Her går jeg lidt rundt og nyder naturen, tænker blandt andet på, da vi som store drenge rendte herude langs åen og snørrede geder. Herude har jeg også tit truffet på vandstæren, denne lille vakse fugl. Pudsigt er det også at tænke på, da den nye vej og nye bro blev anlagt. Man byggede - groft sagt - en dæmning ud over det noget mose-agtige område mellem den gamle vej og Tuel Sø, lagde så kraftigt sprængstof under den og skød mudderet væk. Så sank dæmningen vel ca. halvanden meter ned og der ligger den den dag i dag, med vejen ovenpå.
Når jeg så står og ser ned i åen, så tænker jeg ofte på, at det vand dernede kommer jo fra Sorø Sø, Pedersborg Sø og Tuel Sø. Nu skal det så ud og forenes med vandet fra mosen, som er på det store billede, ned til Alsted Mølle og ned mod Englerup for sammen med Ringsted Å at løbe ind i Susåen, ned gennem Tystrup-Bavelse Søerne for så at rende til Næstved og ud i Karrebæk Fjord og dermed forenes med vandet i Smålandsfarvandet og Storebælt.
Jeg havde muligheden for at vælge andre lokale billeder, men nu om stunder, hvor der tales meget om miljøet og det at passe på, syntes jeg, at disse to billeder, udover at være af kendte motiver, jo i grunden siger en del om, hvor sårbar vores natur er. Vi skal huske at passe godt på den, den er righoldig på oplevelser og dermed også på minder. Derfor disse to billeder.

Hvad ser du frem til når kunstmuseet genåbner?
At det må blive en pæn bygning, man glæder sig over. At der må blive et rum, hvor der altid kun hænger billeder fra vores egn, eller af kunstnere her fra egnen.
At der i de nye tiltag, som må følge med, vil være både plads, personale og økonomi til at blive en endnu større samarbejdspartner for vores mange skoler og uddannelsessystemer. Jeg ønsker for den kommende ungdom, at de må få meget mere viden og dermed forståelse for, hvad de mange kunstnere vil med deres arbejder. Vi andre fik ingen, vi måtte vente til vi blev voksne og så selv søge denne viden


Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

Christian Lemmerz: "Afasi (Dünnscheisser)" 1986

Valgt af Lars Andersen
Født 1960 i København, opvokset i Jylland. Redaktør for DAGBLADET Sjællandske i Sorø.

Hvorfor har du valgt dette værk? Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Jeg har ikke den store forstand på kunst, men jeg kan stadig huske det store indtryk Lemmerz’ skulptur gjorde, første gang jeg så det. Du kan ikke bare gå forbi skulpturen, den er ikke smuk ligesom et maleri af en skovsø, men den berører beskueren.
Hvis du som kunstner ikke kommer i kontakt med publikum, så synes jeg, at du har fejlet.

Hvad ser du frem til, når museet genåbner?
Jeg er ikke den store museumsgænger, men jeg ser frem til, at I kan vise mere af jeres samling, og at Sorø endelig får det museum, vi har fortjent. Det er jo hele Sjællands Kunstmuseum, og det er utilstedeligt, at det har skullet holde til i et par gamle lejligheder. Det er rart, at der endelig sker noget! På den anden side er jeg glad for, at museumsplanerne på Parnas-grunden syd for Sorø Sø ikke blev til noget, for jeg tror aldrig, det var blevet byens museum. Jeg ser også frem til, at Kulturfirkanten bliver mere markant, mere synlig. Hvis du går ud på Storgade og spørger folk om Kulturfirkanten, vil mange ikke vide, hvad det er.

Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

Poul Hansen + Christine Swane

Valgt af Axel Lumholt
Født 1950 i Sdr. Omme. Psykolog og psykoterapeut & Kirsten Lumholt
Født 1946 på Roskildeegnen. Psykoterapeut.

Hvorfor har I valgt disse værker?
Christine Swanes maleri er et livssymbolsk billede med ro og harmoni men også med bevægelse, handling. Det er et tryghedsskabende billede med nogle dejlige, behagelige farver. Der er struktur, men også udvikling og dynamik i landskabet, i linjerne - og efter ebbe kommer flod, og når det bliver højvande kan bådene, der ligger brak, igen sejle og du kan komme videre i dit liv.
Vi bruger tit at sende stressede folk ud til vandet, det giver ro i sjælen at sidde og kigge ud over havet. Der er en rytme og ro i havet. Vand er jo livgivende men for meget angste mennesker kan det derimod virke voldsomt og skræmmende.
Poul Hansens siddende kvinde med den dukkede nakke og den ene hånd foran øjnene udtrykker både fortvivlelse og styrke. Der er en dobbelthed i hende, sårbarhed og svaghed, men det er også en kraftfuld dame. Den anden hånd er knyttet og sidder parat bag ryggen. Lige om lidt vender hun tilbage, slår igen!
Der er en eftertænksomhed i hende, spekulation eller også irritation. Det er en meget følelsesfuld figur. En Moder Jord-figur, en frodig kvinde. Og så er hun utidssvarende, fordi hun er fed og det er jo ikke længere tilladt! Det er blevet umoderne! - Og så skal man ellers passe på med alle sine fortolkninger!

Hvad ser I frem til, når kunstmuseet genåbner?
Vi glæder os meget til at se de nye lokaler. Vi har jo set hvor fremragende et resultat arkitektfirmaet har præsteret for få midler i det nye skuespilhus - og så glæder vi os også til at se, hvorledes museets samling kommer til at tage sig ud i de nye lokaler.


Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

Carl Andre: "19 Small Sorø Zinc Lock" + "7 Small Sorø Steel Lock" 1991

Valgt af Helle Helle
Født 1965 på Lolland. Forfatter.

Hvorfor har du valgt disse værker?
For tyve år siden boede jeg i Vanløse. Jeg var lige begyndt på Forfatterskolen. En dag bekendtgjorde vores rektor, at vi skulle på skoleudflugt den kommende søndag. Vi skulle til Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø og se en Robert Smithson-udstilling.
Fra toget så man det gule og røde løv i de store soranske skove. Vi gik fra stationen langs søen ind til museet. Vi vidste ikke meget om noget. Eller jeg gjorde ikke. Men der var en særlig poesi i Robert Smithsons skitser og i fotografierne af lastbiler, der læssede lim eller asfalt ned ad en skrænt. Filmen fra Spiral Jetty. Jeg forstod, at Robert Smithson hørte til i randen af amerikanske 60’er-minimalister. Donald Judd, Sol LeWitt, Dan Flavin, Carl Andre. Bagefter spiste vi æggekage på Postgården. Ti år senere flyttede jeg til Sorø. Her bor jeg endnu. Denne sommer var jeg for første gang i New York. Jeg kørte i tog langs Hudsonfloden med lysende grønne trækroner på skråningen ned mod vandet. Jeg så Minimal Art på Dia:Beacon og MoMA. Robert Smithsons sandbunker med spejle, Donald Judds stålkasser, Sol LeWitts hvide matematik. Jeg kunne allerbedst lide Carl Andres flade gulvstykker. Teglsten og stål og kobber. Helt koldt, og meget varmt, og måske mere skulpturelt end minimalistisk. Såre elegant. Så kom jeg hjem til Sorø og opdagede, at Carl Andre havde haft en soloudstilling på Vestsjællands Kunstmuseum i 1992. At museet i den forbindelse havde købt to af hans værker.
Her er de.

Hvad ser du frem til når kunstmuseet genåbner?
Når det nye, udvidede Vestsjællands Kunstmuseum åbner, ser jeg frem til endnu større udstillinger med samtidskunst, også international. Og til at se mere af den store, fine, faste samling. Tænk, at man kan få Carl Andre den ene dag på 11 West 53 Street i New York og den næste i Storgade, Sorø


Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

Torben Ebbesen: "Brønden"

Valgt af Kirsten Sveinbjørnsson
Født 1951 i Gentofte. Sognepræst ved
Sorø Klosterkirke siden 2001.

Hvorfor har du valgt dette værk?
Valgt fordi en skulptur kan ses fra flere sider, har flere dimensioner og fordi Torben Ebbesens skulptur “Brønden” vækker et væld af associationer:
Jord og himmel. Antydet i brugen af materialer, form og farver. Terrazzo, der rent sprogligt associerer til terra (det latinske ord for jord). Og op af jorden kommer vandet – blåt, som en spejling af himmelen og himmelrummet, hvori planeterne anes som blå halvkugler, der drejerrundt og rundt – uendeligt, samtidig med at brønden borer sig ned til jordens vandførende og livgivende lag.
Kærlighed og erotik. I Biblen er brønden kærlighedens sted. Det er dér mand og kvinde mødes. Eksempler: Rebekka – Isaks kone – bliver fundet ved en brønd (1. Mos. 24.11 ff.) Moses møder Sippora ved en brønd (2. Mos. 2,15 ff.) Ved en brønd møder Jesus en flirtende kvinde, der har haft syv mænd (Johs. 4,1 ff ). Som det hedder i en mellemøstlig talemåde ”En mand skal kun drikke af sin egen kvindes brønd” – og i Torben Ebbesens skulptur er det erotiske antydet ved at der på kanten af brønden ligger 6 små terninger – eller måske rettere et spil terre med marmorkvadrater og regler – især drenge spillede med i 1950’erne.
Liv, død, dåb og genfødt til liv. I Biblen fortælles om Josef, som hans brødre gerne ville til livs, derfor smed de ham i brønden (1. Mos. 37, 20 ff ). Og Thomas Mann begynder sin lange roman ”Josef og hans brødre” med at fortælle om brønden, hvorfra Josefs mørke, opadvendte øjne spejler himmelhvælvets mange lys. Himmel – jord – og fra denne nedsænkning i døden, begynder et nyt liv, ligesom ved dåben.
Brønden set som døbefont – og derfra associeres videre til paradisets brønd og livets kilde. Den, der også indgår i den nordiske mytologi, som Urds brønd, der aldrig må tørre ud. For så visner Yggdrasil – livets træ – der desuden får vand og næring fra Mimers brønd – visdommens brønd. Den Odin fik lov til at drikke af mod at lægge sit ene øje på brøndens bund. Brønden i jorden – som et øje, der ser op i himlen.

Hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Forventninger: ingen. Helt bevidst og villet har jeg ingen forventninger til, hvad der skal ske, når ombygningen og udbygningen af Kunstmuseet står klar. Derimod er jeg forventningsfuld – parat til at blive både forundret, forbløffet og forbavset.

Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!