mandag den 23. november 2009

Sigurd Swane (1879-1973): "Skov.Sorø" ca. 1915

Valgt af Anders Grube (f. 1959)
Akademigartner, skovfoged og kirkegårdsleder ved Stiftelsen Sorø Akademi, bor i St. Bøgeskov ved Sorø.

Hvorfor har du valgt dette værk?
Jeg har valgt det ud fra mit erhverv, men også fordi jeg kan lide maleriet. Jeg kan lide det, fordi det har efterårsfarver. Jeg elsker jo skov på alle årstider, men efterårsfarverne er langt de smukkeste. Og når man taler skov er duftene også meget vigtige: Svampene og bladenes nedbrydning. Jeg kan dufte dem, når jeg kigger på billedet. Jeg er ikke i tvivl om, at det er malet i Suserup skov, det lettere kuperede terræn og de skæve stammer. Normalt er de træer Stiftelsen laver rette og flotte! Suserup Skov har fået lov til at stå uberørt i mange år, så der er træer i forskellige aldre og størrelser, og den har lært forskerne og os meget om, hvordan dynamikken er i en skov. Vi har lært hvordan forskellige træarter arbejder sammen, vi har lært noget om lys og skygge. Og det er altsammen noget vi kan bruge i vores normale skovdrift.Det er et spændende maleri af en spændende maler, som var med til at gennemføre modernismen her i landet og dermed fik lagt Guldalderen bag sig. Man får helt lyst til at gå ind i skoven på billedet. Jeg ville gerne have maleriet hængende i min stue.

Hvad ser du frem til, når museet genåbner?

Ud fra arkitektens tegninger ser det ud til at de nye bygninger mødes med det klassiske gamle hus på en god måde, der bevarer det intime gårdrum. Ligesom med det nye videncenter, som også er en formidlende institution og som A.P. Møllers Fond også har finansieret, er det godt at få nogle smukke, nye bygninger i byen. Jeg håber, at stedet kan blive mere synligt som kulturformidlingscenter fremfor kun at være et kunstmuseum. Det vil styrke byens liv, løfte Sorø. Det kunne være dejligt, hvis de forskellige kulturelle institutioner, herunder også Akademiet, arbejdede lidt bedre sammen. Sorø har meget at tilbyde "kulturturisten", både kultur og natur.

Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

1 kommentar:

  1. Anders ser skoven som et maleri - og møder i maleriet af skoven den duft og farver, som han møder som skovfoged i skoven.

    SvarSlet