mandag den 23. november 2009

Christen Dalsgaard: "De Hellige Trekonger, gl. folkeskik" udateret

Valgt af Jørgen From Andersen
Født 1945 i Spøttrup, opvokset på Sallingegnen. Lektor ved Sorø Akademis Skole. Leder af Hauchs Samling. Bor på Broby Gl. Skole syd for Sorø.

Hvorfor har du valgt dette værk?
Jeg har valgt ikke at tage udgangspunkt i æstetiske/kunstneriske kriterier, men har set på om kunstværket/kunstneren har en historie og/eller fortæller en historie.
Det var derfor nærliggende for mig at vælge et maleri af Christen Dalsgaard, som stammer fra samme egn som jeg selv - nemlig Salling og som endte som ridsemester på Sorø Akademi, som er min nuværende arbejdsplads.
Christen Dalsgaard har hentet mange motiver fra folkelivet og har været særligt optaget af de religiøse vækkelser der florerede i midten af 1800-tallet. Der var således gudelige forsamlinger i Broby syd for Sorø og Mormonerne havde også tag i mange på disse kanter. Desværre har Vestsjællands Kunstmuseum ingen af Dalsgaards fine billeder med disse fortællinger. Men jeg faldt for billedet med Helligtrekongersoptoget med de tre hvidklædte mænd der 5. januar drog fra hus til hus bærende en stor stjerne med lys i. De kunne optræde med sang eller små forestillinger og blev derfor belønnet med penge. Visse steder blev disse optog forbudt, da det blev betragtet som betleri.
Det vides ikke hvornår billedet er malet. Det er lidt løsere i konturerne end Dalsgaaards kendte billeder, måske et forarbejde. Men det har et fantastisk aftenlysskær.


Hvad ser du frem til, når museet genåbner?
Jeg holder af kunstmuseets nuværende hyggelige gamle rum, ligesom jeg holder af at komme på Hirschsprungs Samling og Davids Samling i København, men jeg savner også store, lyse rum, som kendetegner moderne kunstmuseer. Ikke at det nye museum nødvendigvis skal ligne f.eks. Arken eller Aros, men det er godt med luft omkring store, moderne værker.

Hvad synes du om dette værk?
Hvilket værk fra museets samling ville du selv have valgt?
Og hvad ser du frem til, når kunstmuseet genåbner?
Brug kommentarfeltet forneden!

1 kommentar:

  1. Jørgen kigger ud på os og venter på, hvad vi har at fortælle ham..... Kunst handler om at fortælle en god historie - og her handler fortællingen i kunstværket om at fortælle.

    SvarSlet